Undervurder ikke fremtiden for Utah Jazz

Sendt den 01. jan, 2012 af i Sæsonen 2011/2012

Da Utah sidste sæson opgav point guard Deron Williams, samt mistede head coach Jerry Sloan, var der ikke meget optimisme at finde hos Utah-fans. Men kigger man grundigt deres roster igennem, finder man hurtigt ud af, at Utah nok er den klub i ligaen der har mest fleksibilitet i form af trades og økonomi.

Holdets kerne af veteraner består lige nu af Devin Harris, Al Jefferson og Paul Millsap. Tre spillere der alle har været tætte på at blive valgt til All-Star kampen, med Harris faktisk i kampen i 2009. Som kerne kunne man finde både værre og bedre, men heldigvis for Utah, har de en helt ny ung kerne klar til at tage over.

Trade af Williams gav Utah dybde

Da New Jersey Nets erhvervede Deron Williams, opgav de Harris, rookie forward Derrick Favors samt et 2011 1st round draft pick, der viste sig at blive til det tredje valg. Med det pick, valgte Utah center Enes Kanter fra Tyrkiet. Med deres eget pick, valge de Alec Burks fra Colorado. Det lykkedes altså Utah at få tre spillere, to med højt potentiale og en tidligere All-Star, for Williams og den kvantitet giver dem nu mulighed for at flytte brikker om.

Med Millsap og Jefferson allerede ved de store pladser, er der interne samtaler om eventuelle trades af én eller begge, der kunne frigøre minutter for Kanter og Favors. Jefferson er kendt som en scorer og rebounder, der sidste år snittede 18.6 points og 9.7 rebounds. Millsap er en energisk power forward der ligeledes kan score bolden samt hjælpe til på glasset. Millsap tilbyder dog bedre forsvar end Jefferson og der er ikke ét hold i NBA, der ikke ville være interesseret i hans service.

Mulighederne er endeløse

Der hvor Utah lige nu er svagest, er ved guardpladserne. Den 20-årige Alec Burks er endnu ikke klar til at starte på shooting guard positionen, hvor de alligevel har C.J. Miles. Dog har Utah brug for en spiller der konstant kan skabe sit eget skud fra distancen, og ønsker de at erhverve en, kan de med lethed tilbyde flere forskellige pakker med en varieret kombination af spillere.

Udgangspunktet er, at Burks, Favors og Kanter forbliver i Utah sammen med forward Gordon Hayward som den nye generation af Jazz-spillere, hvorved man enten erhverver sig veteraner eller flere rookies ved at bruge Harris, Millsap og Jefferson som tradestykker. Men ved at have den kvantitet af unge talenter, vil Utah ikke gå i vejen for at inkludere en af deres unge spillere i en stor pakke, hvis spilleren der kommer retur er en etableret stjerne.

Utah i en speciel situation

Det er ikke ofte man ser et hold, der besidder så mange unge spillere såvel som en etableret kerne af talent. Hvad Utah har gjort op til starten af sæsonen, har været at tage en afslappet indstilling til situationen, og de lader tilbuddene komme ind ad sig selv. De ved godt at benytte Jefferson og Millsap betyder færre minutter til udviklingen af Kanter og Favors, men de kigger langsigtet og satser på at hæve værdien af både Millsap og Jefferson til at kunne maksimere deres tradeprofit.

Faktisk har ligaen ikke set et hold med denne fleksibilitet, siden Portland Trail Blazers draftede sig Greg Oden med nummer 1 i 2007 Draften. På det tidspunkt havde de et virvar af unge talenter, fra Brandon Roy, LaMarcus Aldridge, Channing Frye, Martell Webster, Jarrett Jack og Sergio Rodriguez der alle var anset som fremtidige startere. De sidste fire blev dog aldrig til mere end rollespillere, og Utah er godt klar over de løber den samme risiko. Portland nægtede at trade disse spillere, med mindre der kom en spiller af All-Star kvalitet i retur, og der skal Utah passe på med ikke at ende i samme situation.

Ved trade deadlinen senere i år, burde både Jefferson, Harris og Millsaps navne ofte være i medierne. Hold som Charlotte, New Orleans og Houston kunne alle godt bruge en talentfuld forward, der kan lidt af det hele. Vil det for Bobcats give mening at sende Kemba Walker og udløbende kontrakter i Boris Diaw og Eduardo Najera af sted for Millsap og Harris, plus et 1st round pick? Eller kunne man fra Utahs ende sende Al Jefferson til Denver for Danilo Gallinari og en udløbende Andre Miller? Der er i hvert fald basis for debat da Utah kan tilbyde den grad af talent, og alene det er nok til at drage opmærksomheden af resten af ligaen.

Tags: , , , , , , , , , , , , , , ,

Én kommentar til “Undervurder ikke fremtiden for Utah Jazz”

  1. Christian

    02. jan, 2012

    Begge trades kunne være ret vilde!!

    PG Kemba
    SG Miles og med Burks når han bliver klar
    SF Gallinari
    PF Favors
    C Kanter

    Det kan bruges til noget.

    Reply to this comment

Efterlad en kommentar