Seerup-Bloggen: Tanker om Golden State Warriors
Sendt den 24. dec, 2011 af David Rud Seerup i Blog, Seerup-Bloggen
Jeg har det svært med Golden State Warriors. Det har altid været ét af mine favorithold i NBA. De har en fantastisk hjemmebane med dedikerede og larmende fans – uanset, hvor mange kampe, holdet taber. De har talentfulde spillere. Slutteligt er det et helt i gemmen fantastisk fantasy-hold. Alle der har spillet fantasy, vil være enig med mig på det punkt – højdepunkterne er mange: Stephen Currys utrolige anden halvdel af sin rookie-sæson, Monta Ellis’ høje scoringsgennemsnit, et sted mellem 20 og 30 trepointskud, og sidst men ikke mindst, kan man være sikker på, at modstandernes stjernespillere altid får astronomiske statistikker – naturligvis pga. at Warriors har ligaens værste forsvar. Jep, dårligere en New Yorks forsvar. Golden State Warriors har altid været det hold, jeg kigger efter på programmet – de er vanvittigt underholdende. Men én ting er underholdning og fantasy. En anden er holdets evne til at vinde kampe
På den ene side tror jeg, at de i år har chancen for at snige sig med som ottende seed i en vidåben Western Conference.
På den anden side kan de få den måske værste sæson. I vest altså – bare rolig, Detroit, Charlotte og Cleveland vil under alle omstændigheder overgå dem i evnen til at stinke.
Hvorfor Golden State Warriors får en god sæson og sniger sig med i playoffs:
- Stephen Curry havde en fantastisk rookie-sæson, og håbene til ham sidste år var så overdrevne, at han kun kunne skuffe. Hvilket han så også gjorde. Men Stephen Curry har alle muligheder for at excellere i ligaen. Han er en fantastisk skytte (allerede nu er han tæt på at være en 50-40-90-spiller), han har overblik, der i glimt viser sig i form af Steve Nash-lignende afleveringer, og i en liga, hvor point guards betyder mere og mere, kan man se ham som en superstjerne om få år. Curry er allerede nu meget solid, men han har potentiale til at kunne løfte en franchise. I år kan han blive en all-star.
- Monta Ellis: Se på hans scoringsgennemsnit i løbet af de sidste sæsoner. Det er på omkring 25 point per kamp. Uanset hvad, tilhører Ellis eliten, hvad angår evnen til at sætte point på bordet. Og det er ikke bare 25 anonyme point. Fast inventar er et spin move efterfulgt af et atletisk reverse lay-up. Det er et dunk med 176 km/t på et fastbreak også. Fælles for disse scoringer er, at det har en efterfølgende energi-effekt på fansene og resten af holdet. Hvis Ellis øger effektiviteten en smule – hvilket han bestemt har mulighed for at gøre – så kan han tage med Curry til allstar-weekenden.
- Dorell Wright er en meget solid spiller at have på sit hold. Han spillede rigtig godt sidste år, er blandt ligaens bedste trepointsskytter og vandt næsten prisen som Most Improved Player.
- David Lee var fantastisk i Knicks, og kan han sammen med Andris Biedrins genfinde tidligere års form, så er Golden State Warriors pludseligt godt besat på samtlige pladser og med tilføjelsen af rookie Klay Thompson har man en spiller, der synes perfekt til Warriors.
Hvis alt spiller, så ryger Golden State med i playoffs. Her har ingen lyst til at møde dem og deres fanatiske fans.
Men alt det ovenstående spiller naturligvis ikke. Faktisk er sandsynligheden for fiasko faretroende stor.
Her er hvorfor Golden State Warriors er et stort roderi:
- Currys ankler. En af grundene til Currys småskuffende sidste sæson var, at han i flere omgange blev ramt af skader i anklen. Han missede kun 8 kampe, men spillede med småskader i flere omgange. I sidste kamp i preseason blev Curry igen skadet i samme ankel. Når din topspiller i så ung en alder tvinges til at spille med skader, lover det ikke godt. Skader kommer i denne sæson til at have kæmpe indflydelse. Når Curry misser to uger, er det ikke 6, men 9 kampe han sidder over.
- DEFENSE!! Endelig kom den! Den grund, folk altid bruger som årsag for Golden State’s manglende succes. Men der er jo nok noget om snakken. Se på spillerne. David Lee, Stephen Curry og Monta Ellis er deres tre bedste spillere. Samtidig hører de til de værste forsvarsspillere i ligaen. Biedrins hjælper naturligvis – hvis altså han vender tilbage til sit gamle jeg. Dét ”gamle jeg” var for to-tre år siden. Hvor stor er sandsynligheden for at Biedrins pludselig får selvtilliden og hans gamle spil tilbage?
Men hey – Mark Jackson er den nye i klubben: En defensiv indstillet træner. Det er vel netop, hvad Golden State har brug for? Muligvis. Men…
- Jeg hader ansættelsen af Mark Jackson og hans udtalelser om, at Warriors nu skal have en defensiv identitet. True – han er et friskt pust, en ledertype og jeg elskede hans one-liners som kommentator på ESPN (Mama, There goes that man!!). Men når man ansætter en træner, der i sine udtalelser slet ikke passer til Warriors’s offensive spillere, så sker følgende: Ingen kan vide sig sikre. Curry, Ellis og Lee, kan aldrig udvikle sig til defensive specialister. Det sker simpelthen ikke. Det er derfor både Curry og Ellis har været nævnt overalt i trade-rygter, og det skaber en stor usikkerhed hos spillerne.
Ansættelsen af Mark Jackson svarer meget godt til den ansættelse OB foretog sig med Poul Hansen som sportsdirektør. For det første havde begge en tv-karriere som kommentatorer og for det andet står de for noget helt andet end klubberne repræsenterer. Ligesom Mark Jackson vil have offensive spillere til at spille defensivt, vil Poul Hansen have en ny spillestil ind i OB – en spillestil træner Henrik Clausen aldrig vil kunne praktiserer.
I øvrigt følger der også andre, mere vigtige, spørgsmål med ansættelsen af Mark Jackson. Hvem skal nu joine Mike Breen og Jeff van Gundy i ESPN’s kommentatorboks? Hvem skal nu komme med geniale one-liners (en anden favorit: Hands down – MAN down!!) igennem mit League Pass?
Og vigtigst af alt: Hvilken indflydelse får det på fantasy? Jeg bryder mig bestemt ikke om udsigterne.
Jeg kan godt lide Golden State Warriors. Jeg var én af de få der talte for Monta Ellis som allstar sidste år, og sammen med Stephen Curry har Warriors ligaens mest underholdende backcourt (giv mig en mere underholdende kombination end Montas vanvittige drives mod kurven og Currys vilde skud. Det kan du ikke.).
Men jeg kan ikke overse alle problemerne i Golden State. De får det utroligt svært i år – og i fremtiden, hvis ingen ændringer sker. Og jeg har ikke engang været inde på, at Monta Ellis og Stephen Curry – trods høj, høj underholdningsværdi – aldrig vil fungere defensivt sammen på et hold. Eller tilføjelsen af Kwame ”Stone-hands” Brown, der aldrig svigter i sine bestræbelser på at frustrere fans. Golden States fans har ikke fortjent denne situation, men det ser ud til, at i år bliver endnu en skuffelse.



.....
24. dec, 2011
Den rammer du meget godt mht warriors . Men rettelse Poul Hansen har været træner i mange år det har mark Jackson ikke så ret dårlig sammenligning
David Rud Seerup
25. dec, 2011
Nu er Poul Hansen jo ikke ansat som træner, men som sportsdirektør – et job han aldrig har haft før. Ligesom Mark Jackson aldrig har været træner før. Jeg kan nu meget godt lide sammenligningen.