Seerup-Bloggen: Hvad de første kampe fortalte os

Sendt den 30. apr, 2012 af David Rud Seerup i Blog, Seerup-Bloggen

Wow. Så er vi i gang. Det ville være en underdrivelse af dimensioner at sige, at NBA Playoffs 2012 startede med et brag, der sendte basket-fans verden over igennem hele følelsesregistreret med alt fra uhyggelige skader til uhyre tætte kampe.

Men hvad fortæller de første otte kampe os egentlig?

Denver skuffer

Game 1 blev langt lettere for Los Angeles Lakers, end man havde turde håbe på.

Mange vil mene, at Denvers ringe spil har meget at sige her – og de vil have ret. Før kampen talte man om, at Ty Lawson med sit lynhurtige spil kun ville kunne ses i slør af det langsomme Lakers-hold. Virkeligheden blev en anden. Ingen lagde mærke til Lawson. Det var bare ikke på grund af hans hurtighed, men snarere et resultat af den unge spillers anonymitet. Til hans forsvar var han ikke alene. Hele Denver Nuggets-holdet virkede intimiderede af hele stemningen: et larmende Staples Center, playoffs og Lakers generelt. De spillede ikke deres eget energiske, tempofyldte spil, som mange – inklusive Charles Barkley, der inden kampen troede på, at Denver kunne stjæle serien – netop forudså ville kunne give de langsomme Lakers problemer. I stedet blev kampen spillet på Lakers’ principper. Og når det sker…

Lakers skal tages seriøst som mesterskabskandidater

Nuggets skuffede – men Lakers var grunden til, de skuffede. Lakers spillede i perioder helt fejlfrit (i andet quarter havde de ingen turnovers), og gav aldrig Denver anledning til at løbe. Når Denver fik bolden, var man allerede på plads – eller rettere, Andrew Bynum var på plads. Man har i år – med god grund – ofte haft fokus på Bynums offensive dominans. Men i går så vi Bynum fra sin bedste side. Ikke nok med, at han tangerede rekorden for flest blocks i en playoff-kamp, så havde det den effekt, at Denver-spillende konstant skulle tage højde for Bynums lange arme, når de afsluttede, hvilket førte til en skudprocent på elendige 36 % – i feltet! Til sammenligning skød Los Angeles 68 %.

Bynum var ikke eneste lyspunkt. Kobe Bryant førte an i en velfungerende Lakers-offensiv, hvor Pau Gasol med sine spektakulære afleveringer var katalysatoren, der satte det hele i gang.

For et par dage siden slog det mig, at Lakers måske er indehavere af både den bedste shooting guard (Kobe), power forward (Pau Gasol) og center (Bynum) i årets playoffs. Kobe og Gasol kan måske diskuteres (klip til en ulmende Dirk Nowitzki og Dwyane Wade), mens Bynum med Howard ude af billedet er ligaens klart bedste center. At man så også har den værste bænk og small forward er en anden ting, men Lakers kan på sit bedste slå alle hold.

Derrick Rose skadet

Wow. Som fan af basketball var det måske det værste, der kunne ske. En kamp, der aldrig var interessant underholdning og som skuffede som playoffs-åbner. Sixers virkede som Nuggets skræmte over hele set-uppet, og det mest morsomme var egentlig Spencer Hawes’ talrige forsøg på at komme på diverse blooper-lister med brændte layups og ekstraordinært uatletisk spil. Resultatet var man aldrig nogensinde i tvivl om – altså borset fra Tom Thibodeau, der følte det nødvendigt at spille med Rose til sidste fløjt.

Kollapser Chicago Bulls og taber de næste fire kampe til Philadelphia? Nej, et Rose-løst Chicago-hold er stadig en klasse eller to over 76ers. Men der er en forskel fra Chicago Bulls uden Rose i grundspillet til Chicago Bulls uden Rose i dag. På trods af at Derrick Rose missede 27 kampe i grundspillet, vidste man altid, at han ville være klar når det gælder – i playoffs. Man skulle holde skibet på ret kurs, indtil kaptajnen vendte tilbage. Nu vender han ikke tilbage, og man står i en ændret situation.

Skaden til Chicagos unge MVP er dybt tragisk for fans af både Bulls og baskeball. Og så betyder det naturligvis også at…

Miami er selvskrevne til NBA-finalerne

En enkelt aften var, hvad der skulle til for at afgøre hele eastern conference.

Suk.

Man havde glædet sig til en kamp og serie af de helt store. New York mod Miami direkte på ESPN en lørdag aften dansk tid. En topmotiveret Carmelo Anthony, klar til at bevise, at han hører til blandt de allerbedste. En Baron Davis, tilbage i slutspillet for første gang siden sit magiske run med Golden State i 2007. En Tyson Chandler med Lebron-dræbende mesterskabsforsvar. En dominerende Chris Bosh (just kidding). En Lebron James klar til at bevise alle, at han er ligaens bedste spiller – både i grundspillet og i slutspillet. Det sidste fik vi til dels, på trods af at kampens største highlight var hans pinlige flop.

I stedet fik vi en kamp, hvor dommerne i lidt for høj grad dømte Miamis vej, og hvor Knicks i langt højere grad lod sig påvirke af dette.

Den (over-)hypede kamp mod New York Knicks blev til et massivt blowout i Miamis favør, og værre endnu – Iman Shumpert, der i perioder kan spille Tony Allen-lignende forsvar, led samme skæbne som Rose. Og med Rose ude er det svært at se, hvem der skal sætte en stopper for Miamis bulldozer. Boston var et sidste håb, men de gjorde det uhyggeligt svært for dem selv ved at spille forfærdeligt i første kamp samt Rajon Rondos sandsynlige karantæne.

Jeg ser simpelthen ikke New York komme tilbage efter sådan en afklapsning. Det skulle da lige være, hvis Jeremy Lin skulle gøre comeback…

Apropos comebacks…

Alt er åbent i vest.

Glem alt om New York-Miami: Los Angeles Clippers mod Memphis Grizzlies er serien alle burde se. Jeg kan umuligt pege på en vinder, men serien går med garanti ud i seks eller syv kampe med en overtime eller to. I de første tre quarters spillede Memphis fantastisk, og havde de vundet kampen, ville man have talt om dem som helt store favoritter til at gå hele vejen. Så skete et af de største, vildeste comebacks i historien og Clippers har med en 99-98 sejr utroligt nok fået overhånd i serien. Stay tuned for this one!!

Samme score vandt Oklahoma City Thunder med lørdag nat over Dallas Mavericks. De var et uheldigt bounce fra at tabe kampen, og troen på en finaleplads synes ikke helt så sikker som for en måned siden. Serien mod Dallas kan gå hen og blive langt vanskeligere end Durant og Co. bryder sig om.

Lakers og San Antonio Spurs (der simpelthen er for gode imod et ellers velspillende Jazz-hold) synes at være klare kandidater til anden runde, mens det ser vanvittigt tæt ud i de andre serier – der var en grund til begge kampe blev afgjort med et point. Smid i øvrigt Atlanta-Boston i puljen med tætte serier.

Indiana er ikke klar

Måske var det bare en kamp Indiana Pacers skulle bruge til at komme ind i rytmen og måske vinder holdet de næste fire kampe overbevisende (en realistisk mulighed). Men det Indiana Pacers hold, man så tabe mod Orlando Magic uden Dwight Howard (!) er ikke et hold, der går dybt i dette års playoffs. Fik jeg nævnt de Glen ”Big Baby” Davis scorede 16 point som center? Utilgiveligt.

Men hvad så med Orlando? Er det ikke et hold, der efter endelig at være befriet fra den pinagtige Dwight Howard-saga, har moral til at gå hele vejen? Øhh, nej. Som sagt, Glen Davis er deres startende center. Det klarer et indskud moral altså ikke.

En kort afsluttende bemærkning: Jeg overanalyserer naturligvis de første kampe helt vildt. Allerede i morgen vil billedet sikkert være totalt-ændret. Men det er jo det, der er det fede ved playoffs. Den bedste tid på året er kun lige begyndt.

(Foto: Flickr – RMTip21)

Tags: Andrew Bynum, Atlanta Hawks, Boston Celtics, Chicago Bulls, Dallas Mavericks, Denver Nuggets, Derrick Rose, Dwight Howard, Glen Davis, Indiana Pacers, Kevin Durant, Kobe Bryant, Los Angeles Clippers, Los Angeles Lakers, Memphis Grizzlies, Oklahoma City Thunder, Orlando Magic, Pau Gasol, Philadelphia 76'ers, Rajon Rondo, San Antonio Spurs, Ty Lawson, Utah Jazz