Seerup-Bloggen: Alle Gode Gange Tre (2. Del)

Sendt den 14. jan, 2012 af David Rud Seerup i Blog, Seerup-Bloggen

Fredag indledte jeg jagten på de bedste – eller nærmere værste – 3.års spillere i NBA. Læs indlægget her: http://msjbasketball.dk/seerup-bloggen-alle-gode-gange-tre-1-del/

I dag bliver det lidt mere interessant. Opstillet i en top 12 er her de tredjeårs spillere med størst potentiale for et regulært breakout-år. Vi starter naturligvis nedefra.

Honorable Mention: Darren Collison, Psycho-T, Gerald Henderson, The Dark Knight Rises, Austin Daye og en eller anden svensker.

12. DeJuan Blair, San Antonio Spurs

Nogle ser ham som Duncans arvtager og som en spiller, der vil snitte en double-double, mens andre kun ser ham som et par smadrede knæ. Jeg ser ham som en sortere, stærkere og en lille smule bedre udgave af Glen ”Big Baby” Davis. Hverken mere eller mindre.

11. Taj Gibson, Chicago Bulls

Man kan kun være imponeret af Taj Gibson. Han er ikke en spiller, hvis statistikker overvælder dig. Han tales sjældent om i medierne, og udover nogle ondskabsfulde dunks i sidste års playoffs er der ikke tale om en stamspiller på top 10-listen. Men alligevel er han ret bemærkelsesværdig. Efter at have startet for Chicago Bulls i sit rookie-år – og have spillet ganske respektabelt – fik sommeren 2010 måske større betydning for Gibson end for nogen anden. (Okay, altså udover alle andre spillere i klubberne med spillerhandler, Atlanta Hawks, der smadrede sin fremtid med seks år med en uatletisk shooting guard, og alle borgerne i Cleveland…….. okay, bare glem det. Det påvirkede også Taj Gibson!). I jagten på det største talent, også kaldet LeBron James, og  den største vinder, også kaldet Dwyane Wade, fik Chicago Bulls i stedet en 120 kg stor klump med en rynket isse, også kaldet Carlos Boozer. Hermed blev Taj Gibson degraderet til andetvalg på positionen – ikke helt fortjent.

Nogle spillere – *host*-Andrey Blatche-*host* – ville have beklaget sig og måske endda forlange en trade ud af klubben. Ikke Taj Gibson. I stedet er han nu førstevalget på en stærk bænk og fortsætter med solidt spil. Men det bliver ved det solide, og det solide vil ikke blive til noget spektakulært. I hvert fald ikke i denne sæson på dette hold. Men det gør heller ikke noget. Det unikke i Taj Gibson består paradoksalt i, at han ikke umiddelbart er unik. Han er en ungdommens Udonis Haslem – og samtidig med, at han tilhører en uddøende race i ligaen, er han en elementær brik i Chicago’s mesterskabsdrømme.

10. Marcus Thornton, Sacramento Kings

Jeg er stor fan af Marcus Thornton, siden han valgte at score 20 point per kamp for Kings sidste år. Det holder han nogenlunde i år, og det ser jeg ham holde resten af karrieren – altså intet gennembrud til ham i år. Thornton er en meget dygtig scorer. Mere er der sådan set ikke at sige om ham.

9. Jeff Teague, Atlanta Hawks

Siden han har fået muligheden som starter, har Jeff Teague nærmest fordoblet hele sin statline. Det alene er ret imponerende, og han står som en lysende kandidat til Most Improved Player-prisen i år. Og langt mere vigtigt: Han har givet Atlanta Hawks et reelt håb i en ret håbløs situation.

8. Serge Ibaka, Oklahoma City Thunder

Han er atletisk, er fra Congo, ledte ligaen i blocks sidste år og hans navn lyder som ”Sir Chewbacca” (kaldenavnet Serge I-Block-Ya, fortsætter med at være mit favorit nickname i NBA). What’s not to love? Minutterne og den fulde tillid mangler dog stadig at komme fra træner Scott Brooks, der i øvrigt selv er yderst talentfuld. Han formåede at flytte alt negativ fokus over på Russell Westbrook, da Thunder tabte sidste år, på trods af at Oklahoma-træneren tilsyneladende ikke kaldte et eneste spil for holdet. Hvilke trænere kan ellers prale af sådan en bedrift? Bravo, Scott Brooks, bravo.

7. Jrue Holiday, Philadelphia 76ers

Philadelphia 76ers har fået en fantastisk sæsonstart – og dét endda med et ungt frisk hold (hvis man da ser bort fra Elton Brands store, fordærvede lig og hans endnu større kontrakt). Jrue Holiday er en af disse friske, unge spillere.  Allerede som 19-årig fik han pladsen som startende point guard og har holdt den siden. Han er lynende hurtig, og kan tilmed skyde. Heri ligger Holiday’s svaghed dog også, da han ind imellem har svært ved at tage de rigtige beslutninger – angribe kurven eller tage skuddet. Det er dog bestemt en evne, der vil komme med erfaringen, og efter to år i ligaen kan dette nemt blive sæsonen, hvor Holiday for alvor bryder ud, og melder sig i diskussionerne omkring de bedste unge point guards i ligaen.

I øvrigt ligner Jrue Holiday Steve Nash’s arvtager. Ikke hvad der angår basketballevner (den har Ricky Rubio lagt billet ind på), men hvad angår fodboldevner. Nash er kendt for også at være en god fodboldspiller, mens Holiday brillerer med at være førende i kategorien ”kicked ball” i NBA. Imponerende.

6. Ty Lawson, Denver Nuggets

Glemt og gemt bag Chaunsey Billups i Denver, så man kun i glimt, hvad Ty Lawson var i stand til. Det var, indtil Billups blev tradet. Siden er Lawsons udvikling gået lige så hurtigt som hans bevægelser på banen. Og det siger ikke så lidt. Sammen med Derrick Rose og John Wall hører Lawson til blandt de hurtigste spillere i ligaen. Læg dertil en imponerende toughness og Denver har deres point guard sikret det næste årti.

5. Brandon Jennings, Milwaukee Bucks

Brandon Jennings er om nogen en spiller, folk har et love/hate-forhold til. Først var han god i sin high school og på mixtapes på youtube (folk elskede ham). Så havde han elendige stats i Europa (folk hadede ham). Så scorede han 55 point (folk elskede ham). Så gik det op for folk, at det var imod Golden State Warriors og rookie Stephen Curry (men alligevel elskede folk ham). Så skød han elendige procenter – altså virkelig dårlige procenter (folk hadede ham). Så tog han, som én af de eneste rookies sit hold i playoffs (folk…… I kan godt følge mig, ikke?)

Sandheden om Jennings er nok et sted i mellem de to yderpunkter – en fin spiller, der i perioder kan spille rigtig godt. Det kræver dog, at han er omringet af gode spillere, som ikke presser ham ud i at tage dumme skud. I år har han Andrew Bogut – én af de bedre på centerpositionen, men hvis mest kendte highlight er, da han skader sin albue.

4. DeMar DeRozan, Toronto Raptors

Man kan ikke undgå at blive til noget med det navn. Tilføj lidt vanvittige atletiske egenskaber, og du har en publikumsfavorit. Men DeMar DeRozan kan blive mere end bare det. Hans scoringsgennemsnit steg med det dobbelte fra første til andet år, og mange eksperter ser ham score over tyve point per kamp i år. Han er startet lidt langsomt, men noget andet synes vigtigere end pointstatistikkerne. DeRozan har i denne sæson allerede ramt flere 3-pointsskud, end han gjorde sammenlagt de to første år i karrieren. Procentvis ramte han sidste år 9 procent af 3-pointsforsøgene. I år skyder han 55 procent. Når DeRozan finder balancen i sine nye kvaliteter, vil han før eller siden kunne blive en Allstar. Jeg tror på det bliver før – frem for siden.

Mere når vi ikke i dag folkens. Læs med i morgen for sidste del af trilogien (tallet tre igen), hvor top 3 (og igen) offentliggøres. Hvem indtager førstepladsen? Skægget fra Oklahoma? Tyreke Evans? Eller kommer Byron Mullins og overrasker alt og alle? Find ud af det i morgen.

Tags: Atlanta Hawks, Brandon Jennings, Chicago Bulls, DeJuan Blair, DeMar DeRozan, Denver Nuggets, Jeff Teague, Jrue Holiday, Marcus Thornton, Milwaukee Bucks, Oklahoma City Thunder, Philadelphia 76'ers, Sacramento Kings, San Antonio Spurs, Serge Ibaka, Taj Gibson, Toronto Raptors, Ty Lawson