Ny kultur udvikles i Golden State

Sendt den 29. dec, 2011 af i Sæsonen 2011/2012

Den tidligere ESPN-kommentator Mark Jackson, blev over sommeren hyret som den nye head coach hos Golden State Warriors. Klubben han overtog har ikke en synderlig imponerende baggrund over de seneste 20 år, så derfor startede Jackson fra bunden af, da han skulle planlægge årets gang.

Defensiv identitet

Med spillere som Chris Mullen, Mitch Richmond, Tim Hardaway, Latrell Sprewell, Chris Webber, Monta Ellis, Jason Richardson, Baron Davis og Stephen Curry som holdets respektive kerner over de seneste to årtier, har Golden State udviklet et ry som værende primært en offensiv klub. Dette ry er fuldstændig begrundet, da mentaliteten på holdet altid har været at udscore andre med minimal fokus på defensiven. Jackson angriber nu den filosofi og har derfor implementeret et yderst effektivt forsvar der bygger meget på det man ser i Chicago. Han får sine guards til at tvinge modstanderne ud i siderne, så angrebene kommer fra skæve vinkler af. Han får derefter spillere som David Lee og Andris Biedrins til at rotere over tidligt, så de præsenterer en sekundær defensiv linje.

På papiret skulle man ikke have troet det ville virke. Lee er kendt som en horribel forsvarsspiller, og trods Biedrins fortid som en fin defensiv center, er han faldet af betydeligt de seneste par sæsoner. Men i år har de indtil videre været ganske solide, og erhvervelsen af forward/center Kwame Brown har også hjulpet. Biedrins og Brown har over sæsonens første tre kampe været umådeligt effektive på glasset, men henholdsvis 6.3 og 5.7 rebounds per næse, på respektivt 16.0 og 14.0 minutter per kamp.

Brandon Rush overrasker

Den tidligere Kansas Jayhawk, Brandon Rush, spillede tre forholdsvist fine sæsoner i Indiana, inden han tidligere på måneden blev tradet til Golden State for Louis Amundson. Han har fundet sig fint til rette hos Warriors, med sin defensive indstilling til spillet, samt solide skud fra distancen. Rush har opsamlet 6 blocks, 4 steals og ramt 62.5% fra 3-pointslinjen i sine første tre kampe og ser ud til at have fundet en niche med holdet tidligt. Den slags produktion kommer naturligvis ikke til at vare ved, men han giver fortsat en dimension til spillet, Warriors ikke besad førhen.

Rush har modtaget 27 minutter per kamp indtil videre, og har fået rollen som holdets sjette mand. Han kan dække både shooting guards og small forwards, da han har hurtige fødder og lange arme. Han er for Golden State en vigtig X-faktor skulle de nå slutspillet, også af offensive grunde da han kan sprede gulvet. I sejren over New York Knicks scorede han 19 points på næsten 54% fra gulvet.

Offensiven bibeholdes

Trods Jacksons defensive fokus, skal Warriors stadig spille til deres primære styrke, og det er derfor ekstra imponerende at de har vundet kampe over både Chicago og New York med en offensiv der ellers har haltet tidligt i sæsonen. Klubben rammer kun 29% af deres forsøg fra 3-pointslinjen og scorer kun 92.3 points per kamp, sammenlignet med 103.4 sidste år. Det er blandt andet Monta Ellis der har haft svært ved at score bolden effektivt. Den 26-årige shooting guard har taget hele 58 skud, hvilket kun har resulteret i 63 points. Det er som regel opvejet af den ellers ultra-effektive Stephen Curry, der gennem sine første to sæsoner har ramt næsten 44% af sine forsøg fra bag 3-pointslinjen og sidder med en TS% på .580 for sin karriere.

Curry missede kampen mod New York med en ankel der har givet ham problemer i fortiden, og måske vil fortsætte med at besvære ham den nærmere fremtid.

Tags: , , , , , , , , , , , , ,

Ingen kommentarer.

Efterlad en kommentar