NBA åbnede med et brag af en åbningsdag
Sendt den 26. dec, 2011 af Morten Stig Jensen i Arkiv, Sæsonen 2011/2012
Det tog sin tid, men åbningsdagen for den regulære sæson i NBA rullede over skærmen i går og folk gik ikke skuffede i seng efter dagens fem kampe.
Åbningskampen mellem New York Knicks og Boston Celtics åbnede op i stor stil, med en velspillet tæt kamp der så stjerner som Rajon Rondo og Carmelo Anthony for alvor folde sig ud. Rondo sluttede med 31 points og 13 assists, og Anthony scorede 37 points samt hev sit hold til sejr i slutfaserne af kampen.
Dog mødte man ikke den samme spænding i aftenens anden kamp, der var en NBA Finals re-match mellem Dallas Mavericks og Miami Heat. LeBron James og Dwyane Wade spillede begge sublim bold og hev på et tidspunkt Miami op med hele 35 points. Dallas, der før kampen hejste deres nye mesterskabsbanner til loftet, spillede uinspirerende til stor skam for et ellers veloplagt publikum. Det var derfor fortjent at Miami hev sejren i hus i overbevisende facon.
Aftenens tredje kamp stod mellem Los Angeles Lakers og Chicago Bulls, og her havde begge hold deres op- og nedture. Kobe Bryant spillede med et overrevet ledbånd i højre håndled, men det forhindrede ham ikke at slutte aftenen med 28 points, 7 rebounds og 6 assists. Fra Chicagos side kom både Richard Hamilton og Joakim Noah i tidlige fejlproblemer hvilket resulterede i Derrick Rose og Luol Deng måtte overtage scoringsrollen med henholdsvis 22 og 21 points. Efter et kontroversielt non-call fjerde quarter, scorede Rose på en floater over Pau Gasol, der bragte Chicago foran med ét point og endte med at give dem sejren.
Oklahoma City Thunder tog hjemme imod Orlando Magic, og der satte James Harden gang i løjerne med at komme på linjen hele 9 gange i første halvleg, hvilket tvang Orlando til at lave justeringer der til sidst viste sig fatale. Trods en habil indsats af forward Ryan Anderson (25 points) måtte Orlando ved udgangen af tredje quarter se sig nede med 81-63. De udscorede Thunder med ti i fjerde quarter, men deres scoringsindsats kom for sent, og Kevin Durant (30 points, 6 assists) så sin klub tage første kamp i den nye sæson.
Aftenens sidste kamp var mellem Los Angeles Clippers og Golden State Warriors, og var den første officielle kamp for Chris Paul som en Clipper. Holdene spillede tæt i første halvleg, men Clippers trak i land fra tredje quarter af og endte anden halvleg med at udscore Golden State 64-43. Paul scorede 13 af sine 20 points efter pausen og Blake Griffin tilføj 22 points og 7 rebounds. Center DeAndre Jordan, der skrev under på en kontrakt til $42.7 millioner tidligere på måneden, sendte hele 8 skud tilbage på bare 30 minutter.



fan
26. dec, 2011
Non-call?
Morten Stig Jensen
27. dec, 2011
Ja, Luol Deng stjal bolden fra Kobe Bryant i de døende sekunder, men han hoppede op i luften for at aflevere den til Rose, kunne ikke finde ham, og landede derefter igen stadig med bolden i hænderne. Der var klart skridt, men fordi Deng spillede bolden til Noah lige akkurat da han landede, blev han ikke kaldt.
http://www.youtube.com/watch?v=bZtxpCuILoQ