Glem ikke Tim Duncan

Sendt den 07. sep, 2011 af i Arkiv

I 1997, håbede Boston Celtics og Vancouver Grizzlies, at Wake Forest forward/center Tim Duncan vil falde i deres skød, ved at vinde NBA Draft lotteriet. Boston især havde store forventninger. De holdte deres eget pick samt Dallas Mavericks valget, hvilket de modtog sæsonen før i en trade der sendte Eric Montross til Texas. Håbet i Boston var, at de vil vinde lotteriet og tage Duncan nummer 1, og derefter Ron Mercer, med Dallas’ valg.

Men takket være en skade til David Robinson, der blev begrænset til bare seks kampe i 1996/1997 sæsonen, nåede San Antonio Spurs kun op på 20 sejre, hvilket kastede dem direkte ind i lotteriet også.

Boston og Vancouver måtte derfor se sig skuffede, da de måtte nøjes med at vælge #3 og #4 respektivt, idet San Antonio til sidst stod med det første valg. Uden at tøve, valgte San Antonio Duncan senere på sommeren. Boston tog Chauncey Billups, og sendte ham afsted til Toronto bare halvvejs inde i sæsonen. Vancouver tog Antonio Daniels, der mildest talt endte med en skuffende NBA karriere.

Med Duncan i folden og en nu rask David Robinson vandt Spurs året efter 56 kampe, hvorved Duncan snittede 21.1 points, 11.9 rebounds, 2.5 blocks og med sikkerhed hev Rookie Of the Year hjem i stil. Robinson, der på det tidspunkt var 32, hobede 21.6 points, 10.6 rebounds og 2.6 blocks op selv, hvilket gav San Antonio den mest effektive power forward/center combo i ligaen.

Efter afslutningen på en 1999 lock-out, nåede ligaen at spille 50 kampe per hold. Efter en tøvende start på året, fik San Antonio styr på deres spil, og byggede et skræmmende forsvar op, der kun tillod 84.7 points per kamp, på bare 40.2% fra gulvet. Offensivt begyndte Robinson at falde af, idet hans scoring så en nedgang på 5.8 points. Med god vilje overlod han holdet til Duncan, og accepterede derfra en rolle som værende udelukkende supplement.

I slutspillet rullede San Antonio over alt og alle. De vandt over Minnesota i fire kampe (på det tidspunkt spillede man bedst af fem i første runde, og det lykkedes Kevin Garnett i kamp 2 at udspille San Antonio holdet). Derefter vandt de otte kampe i træk mod Western Conference hold, da de slog Los Angeles Lakers med Shaquille O’Neal og Kobe Bryant ud i fire kampe, og bagefter Portland Trail Blazers også i fire.

Duncan og Robinson førte derfor holdet til finalerne hvor New York Knicks ventede. Holdet havde på imponerende vis fundet kemi på lige det rette tidspunkt, da de ellers var et syvende seed, altså teknisk set det andet værste playoff hold i Eastern Conference. Men de havde slået både Miami Heat, Atlanta Hawks og Indiana Pacers og havde derfor sikret sig turen til NBA Finals. Klubben var anført af Latrell Sprewell og Allan Houston. En aldrende Patrick Ewing var gået ned med skade i serien mod Indiana, og missede derfor finalerne. Tredjesårspiller Marcus Camby overtog størstedelen af minutterne, mens forwards Kurt Thomas og Larry Johnson trådte deres produktion op.

I bare fem kampe, tog San Antonio de entusiastiske Knicks ned. Duncan vandt Finals MVP og blev allerede som 23-årig den nye ukronede konge, der skulle tage over fra Michael Jordans afsked fra NBA, bare fem måneder tidligere.

Gennem de næste tre år, måtte Duncan dog se mesterskabet gå til Los Angeles Lakers, der endelig havde fundet den rytme man havde håbet på siden man matchede O’Neal og Bryant. I 2000/2001 sæsonen mødtes San Antonio og Los Angeles i Western Conference finalerne, og det var muligvis det værste tidspunkt Spurs kunne have mødt dem på. Los Angeles havde ikke tabt en eneste playoff kamp og de havde bare 20 kampe før slutspillet fået point guard Derek Fisher tilbage, der gjorde sit bedste for at gøre op for misset tid. Fisher ramte 15 tre-point skud i serien mod Spurs, på en ufatteligt effektivitet af 75% fra bag linjen. Hver gang Bryant begyndte at drive, lagde Spurs forsvaret på O’Neal, så man kunne udfordre Bryant en-mod-en, ved at møde ham ved straffekastlinjen. Det efterlod konstant en brandvarm Fisher ude bag linjen, hvilket var en stor del til at San Antonio måtte bøje sig i fire kampe.

Året efter vandt Duncan sin første MVP efter den regulære sæson, hvor han havde snittet 25.5 points, 12.7 rebounds, 3.7 assists og 2.5 blocks. Spurs mødte dog igen Los Angeles, denne gang i Western Conference Semifinals, hvor de tabte i fem kampe.

Duncan gentog æren den efterfølgende sæson, da han for anden gang vandt ligaens årlige MVP. Hans linje: 23.3 points, 12.9 rebounds, 3.9 assists og 2.9 blocks. Robinson var nu blevet 37 og spillede sin sidste sæson, men til gengæld havde San Antonio nu fået mere hjælp af franskmanden Tony Parker, der havde udviklet sig betydeligt, samt argentineren Manu Ginobili der spillede sin rookie sæson. En yngre Stephen Jackson var også at finde på holdet.

Texas klubben mødte igen Los Angeles i Western Conference Semifinals, hvor de tog sig af dem i seks kampe. O’Neal og Bryant var begyndt at tage afstand til hinanden, hvilket ikke hjalp Los Angeles med at finde den rette kemi på banen. Dog skal Duncans spil for serien ikke nedspilles, da han spillede formidabelt forsvar hver aften og scorede 28.0 points per kamp. Spurs gik videre til Western Conference Finals, hvor de tog sig af Dallas i seks kampe. I finalerne, mødte den New Jersey Nets, anført af Jason Kidd der på det tidspunkt selv havde været en MVP kandidat. Kidd var hjertet, sjælen og motoren for det New Jersey hold, og sammen med Richard Jefferson, Kenyon Martin og Kerry Kittles havde klubben en fin kerne der komplimenterede hinanden på banen.

Duncan – utilfreds med de sidste tre års nederlag – tog serien over. I kamp 1 samlede han sig 32 points, 20 rebounds, 7 blocks, 6 assists og 3 steals. Han greb ikke mindre end 12 rebounds i en kamp hele serien igennem, og scorede som det laveste 19 points. Han sluttede kamp 6 med en direkte ugribelig 21 points, 20 rebounds, 10 assists og 8 blocks.

For serien: 24.2 points, 17.0 rebounds, 5.3 assists, 5.3 blocks og 1.0 steal per kamp. Han modtog derefter sin anden Finals MVP.

I 2004 tabe Spurs til Los Angeles Lakers igen, denne gang via erhvervelsen af Karl Malone og Gary Payton, der gav Los Angeles en af de mere imponerende starting line-ups ligaen havde set. Både Malone og Payton var langtfra så effektive som i deres storhedstid, men begge var i fuld stand til at kontribuere. Los Angeles nåede finalerne, hvor de tabte til et defensivt indstillet Detroit Pistons hold.

Året efter, i 2005, mødtes de selvsamme Detroit Pistons med Duncan og San Antonio i finalerne. Duncan havde misset 16 kampe i løbet af året og var faldet en smule statistik set, hvilket dog viste sig at være af design. Head coach Gregg Popovich var, og er, ingen stor tilhænger af statistiske mål, og fokuserede derfor på at mindre Duncans arbejde, så hans stjerne kunne holde sig frisk til slutspillet. Både Parker og Ginobili var nu effektive scorere, der gjorde Duncans liv nemmere. Det betød dog ikke, at Duncan en gang i mellem ikke så sig nødsaget til at tage over. I 2005 finalerne, snittede han 20.6 points mod Ben Wallace og Rasheed Wallace, hvilket var ganske betydeligt da de var hjertet og hjernen af Detroits formidable forsvar. Serien gik syv kampe, og Duncan fik sin tredje Finals MVP i hus efter en hård kamp syv, hvor kun syv spillere samlet i kampen, skød over 50% fra gulvet. Duncan snittede desuden 14.1 rebounds og 2.1 blocks for serien.

Duncan havde nu cementeret sit ry som en vinder, og det var på det tidspunkt, i en alder af 29, at debatten om Duncan som den bedste power forward nogensinde begyndte at tage fart.

I de efterfølgende to år, benytter San Antonio sig mere og mere af Parker og Ginobili som scorere. De anskaffer sig yderligere skyttere, der skal hjælpe med at sprede gulvet og opsamle points i en fart. Duncan snitter 18.9 og 20.0 points respektivt, og i 2007 kæmper San Antonio sig igennem Denver Nuggets, Phoenix Suns og Utah Jazz, for at møde LeBron James og hans Cleveland Cavaliers i NBA finalerne. Duncan fokuserer serien igennem på at lukke af for nøglen defensivt. Han roterer, ofrer sin krop og supplerer med hvad der er nødvendigt offensivt. Hans Spurs hold tager nemt serien i fire kamp, men Finals MVP går til Tony Parker, der offensivt førte San Antonio med 24.5 points. Duncan for serien: 18.3 points, 11.5 rebounds, 3.8 assists, 2.3 blocks og en defensiv indsats der var en stor grund til James kun snittede 22.0 points på bare 35.6% fra gulvet.

Siden da, har Spurs ikke vundet flere titler. Duncans loyale holdkammerater er selv begyndt at blive ældre, og Duncan selv, der nu er 35 år, har fuldt ud accepteret den rolle som David Robinson accepterede for 11 år siden. Han har siden 2007 snittet 19.3, 19.3, 17.9 og 13.4 points. Det var ikke indtil 2010/2011 sæsonen, hvor hans rebounding for første gang hoppede under 10 per kamp.

Gennem sin karriere, har Duncan opsamlet 21,663 points, 12,013 rebounds, 3296 assists, 784 steals og 2,381 blocks, 2 MVP priser, tre Finals MVP priser, én All-Star MVP samt en Rookie Of the Year. Defensivt har han bidraget så effektivt, at både eksperter og fans verdenen over mener han burde have haft en DPOY (Defensive Player Of the Year) pris, også.

Duncan er en spiller, der på konstant basis gennem sin karriere, har haft statistikker de fleste kun kan drømme om, men som egentlig har været ligeglad med dem. Som Bill Russell, Larry Bird, Magic Johnson og Jordan før ham, er det sejren der har hans interesse. Hvis det betyder han i en alder af 40 skal acceptere rollen som syvende mand i rotationen, er det noget han vil overveje så længe mesterskabets skær lurer i det fjerne, og han har Popovich på bænken.

Men Duncan som stjerne er en æra der er ved at falde bort. I dagens NBA, er han sjældent på nogens læber når der snakkes om elitespillere, og han anses generelt som værende en midlertidig spiller, med den alder han bærer rundt på. Perspektivet af Duncan er ændret, men det ændrer ikke det faktum han stadig kommer ind år og efter år og dedikerer sig igen og igen, trods han stort set allerede er kendt som den bedste power forward i NBA, og trods han har opsamlet over $180 millioner via NBA kontrakter gennem sin karriere. Manden er der, hver dag, hvor hans smittende humor, hans intense træning og dedikerede mentalitet påvirker hver og en der er omkring ham.

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Ingen kommentarer.

Efterlad en kommentar