Chicagos jagt på en shooting guard

Sendt den 27. jul, 2011 af Morten Stig Jensen i Sæsonen 2011/2012

Efter sidste sæsons nederlag til Miami Heat i Eastern Conference Finals, var det tydeligt hvad der manglede for Chicago Bulls. En sand shooting guard, der kunne tage presset af årets MVP, Derrick Rose. Den 22-årige mødte mere defensiv pres end nogen anden i ligaen, da spillerne omkring ham ikke selv kan kreere deres egets angreb. Carlos Boozer og Luol Deng (henholdsvis klubbens anden og tredje førende scorerer) havde begge problemer med selv at anskaffe sig selv gode skud. Deng blev assisteret på hele 69.7% af sine field goals, og Boozer 64.7%

I løbet af holdets 62 sejr under den regulære sæson, var det sjældent et problem da modstandere ikke havde den nødvendige tid til at spejde Chicago, i sammenligning med slutspillet. Chicago overraskede ofte sine modstandere ved at lade Rose påtage sig en aggressiv offensiv indstilling i starten af kampen, og derefter lod det knivskarpe Chicago forsvar holde scoren i tjek, indtil Rose havde fået en pause. Sagt kort og godt, Rose var altså den ultimative offensive force for Chicago og da playoffs begyndte, begyndte Rose samtidig at mærke den byrde veje mere og mere. Han mødte allerede problemer i første runde mod Indiana Pacers, hvor klubbens filosofi var at lukke ham af så vidt muligt, vel vidende at holdets andre kernespillere ikke selv kunne skabe nogen form for stabilt angreb på egne fødder. Chicago overkom dog denne taktik ved at skrue op for den defensive intensitet, hvilket til sidst reddede dem.

I anden runde anvendte Atlanta Hawks samme planlægning, men der havde de simpelthen ingen succes, da Rose tog roret og hev Chicago videre efter seks kampe. Gennem serien snittede han 29.8 points og 9.8 assists.

Den energi viste sig dog at være brugt på den forkerte tid. Efter Chicago tog åbningskampen mod Miami på imponerende vis, faldt deres spil fra hinanden. Rose havde sin mest ineffektive serie i slutspillet, og med ingen til at påtage sig en del af den offensive byrde, måtte Chicago se sig slået i fem kampe.

Derfor har der været stor fokus på en shooting guard over sommeren. Der har endda været rygter omkring en utilfreds Rose, der har fået sin agent – tidligere Chicago Bulls point guard B.J. Armstrong – til at gå til klubben for at høre om deres løsning til problemet. Ét af de store problemer ved at lade Rose være den eneste spiller der kan skabe sit eget skud, er risikoen for skader. Det var tydeligt i slutningen af året, at Rose led af dårlige ankler samt svage knæ og håndled. Det er ikke unormalt for spillere der bærer sådanne byrder at opsamle flere skader end gennemsnittet, da de rent statistisk set har bolden i hænder mest og derfor er offer for mere intenst forsvar, end når de ikke har bolden. Dirk Nowitzki fra Dallas og Chris Paul fra New Orleans har ligeledes lidt af det samme problem før i tiden.

Dog står Chicago overfor en situation der kan ende med at være kompliceret. De har allerede tre spillere på holdet der er på lange kontrakter (Boozer, Deng og Joakim Noah) og det varer ikke længe før Rose kommer til at skrive under på en max kontrakt. Klubben har pengene til det, da det er den mest profitable i hele ligaen. Men fra et salary cap perspektiv, kan det være svært at få det hele til at passe sammen, hvis en ny CBA ændrer hele det økonomiske landskab. Derfor tør Chicago ikke sætte håbene op for en dyr shooting guard, med derimod en der vil acceptere noget der ligner en MLE (Mid-Level Exception). Selv dér findes der også usikkerhed, da der heller ikke er garanti for en MLE i den nye CBA.

En spiller der menes at komme overraskende billigt er J.R. Smith, den højtflyvende shooting guard fra Denver Nuggets. Han er kendt for at være excentrisk, men kigger man på hvad han leverer på banen er der ingen tvivl om han vil forbedre Chicagos angreb betydeligt. Grundet hans problemer væk fra banen, antages det han ikke kommer til at blive tilbudt en stor kontrakt, og dertil kan det være en fordel at tage til Bulls, da Chicago er et stort marked og hvor der er mesterskabsaspirationer.

Der er andre derude der ligeledes er interessante. Jason Richardson, der spillede hos Phoenix og Orlando sidste sæson, har udtalt penge ikke længere er det mest essentielle for ham, hvilket nærmest automatisk gør Chicago til oplagt kandidat. Richardson er dog ikke den bedste til selv at skabe sit eget angreb, men han bevæger sig så effektivt på banen, at han meget ofte vil finde sig selv åbne skud hvilket i forlængelse hjælper meget på at tage presset af de andre spillere på banen. Richardson blev assisteret på 74.7% af sine skud, men da halvdelen af hans skud kommer fra tre-pointslinjen, hjælper det effektiviteten betydeligt.

Chicago har indtil videre ikke vist den store interesse i 34-årige Vince Carter, der langsomt er begyndt at ligne en skal af sit tidligere selv. Dog vil Carter uden tvivl være en opgradering, og han kan potentielt ende med at komme billigt til Chicago, hvilket spiller i stor rolle.

De mere urealistiske mål som Marcus Thornton og Nick Young leder nok efter større kontrakter end hvad Chicago kan give ud, men her kan CBA forhandlinger muligvis spille til Chicagos fordel. Viser det sig, at RFA (Restricted Free Agents) ikke længere vil være i stand til at tjene så meget som før, vil det give mening for dem at overbevise deres hold om en sign-and-trade med Chicago, grundet størrelsen på markedet. En MLE kontrakt i Chicago svarer nogenlunde til en kontrakt på $8 – $10 millioner i et lille marked, simpelthen på grund af eksponeringen og reklamemulighederne.

Om det bliver trøstepræmien Carter, eller 1. præmien Thornton, er på sin vis underordnet i det store hele. Så længe Chicago kommer til at få mere offensiv balance ved siden af Rose, så superstjernen kan vælge sine aggressive tidspunkter bedre, så er det prioriteten.

Tags: Carlos Boozer, Chicago Bulls, Derrick Rose, J.R. Smith, Jason Richardson, Joakim Noah, Luol Deng, Marcus Thornton, Nick Young, Vince Carter