Blast From The Past: Barkley scorer 56
Sendt den 18. jan, 2012 af Morten Stig Jensen i Sæsonen 2011/2012
Golden State Warriors rookie forward Chris Webber spillede i bare sin tredje playoffkamp, og stod overfor en af de bedste power forwards nogensinde. Kløende af spænding for at skabe sig selv et navn, havde Webber i de første to kampe gået stærkt mod Barkley når muligheden havde præsenteret sig selv. Trods Webber teknisk set ikke blev matchet op mod Barkley, grundet Don Nelsons beslutning om at starte Webber på centerpladsen, var det tydeligt at Webber så serien som en test. Det var ikke de store points han fik smidt på Phoenix, men ved at vise sig som en all-around trussel (18 rebounds og 14 assists i de første to kampe) var det hans mål at bevise sit værd for en af ligaens legender på den position, han senere vil hen ville dominere.
Men i kamp 3, blev det stort set ignoreret at Webber havde 16 points, 8 rebounds og 13 assists. For MVP’en fra året før, stjal showet med stor stil. Med 27 points i første quarter, dansede Barkley sin vej til 56 points, og afsluttede for alvor sæsonen for Warriors efter 140-133 sejren. Barkley satte 23 ud af 31 skud, ramte syv straffekast og tre 3-pointsskud. Han tilføjede desuden 14 rebounds og sluttede serien med at snitte 37.3 points, 13.3 rebounds, 6.3 assists og 3.0 steals.
10 Svar til “Blast From The Past: Barkley scorer 56”
Efterlad en kommentar
-
Blast From The Past: Barkley scorer 56
-
Chicagos jagt på en shooting guard
-
Debat: Kan Philadelphia holde ved?
-
Michael: glæder mig til at se hvordan det udvikler sig :)...
-
Morten Stig Jensen: I modsætning til mange andre, har jeg intet imod h...
-
Nas: Hey Hvad Synes du generalt om Tom Thibodeau's hånd...
Sponsor:
Polls
Loading ...
Michael
18. jan, 2012
Sur røv for Webber :b
Navn (påkrævet)
18. jan, 2012
Morten: Hvad var det Barkley var så god til?
Morten Stig Jensen
18. jan, 2012
Det er nok nemmere at nævne hans mest åbenlyse svaghed, for Barkley havde ekstremt mange styrker.
Han var aldrig en specielt god forsvarsspiller. Når den defensive interesse var til stede, kunne han virkelig være god, dog. Han ville jagte folk rundt, slå bolden væk konstant, udfordre skud og virkelig tvinge andre til at arbejde hårdere for deres points. Problemet lå simpelthen i, at det var under 10% af hans kampe hvor den interesse var til stede.
Kigger vi specifikt på hans styrker er scoring og rebounding helt klart de to der stikker mest ud. Han kunne skabe sit eget skud helt ude fra 3-pointslinjen og ind. Han var en formidabel postspiller, både med ryggen mod kurven eller som face-up spiller. Trods hans højde, greb han 11.7 rebounds per kamp for sin karriere, inklusiv hans tredje sæson, hvor han hev hele 14.6 ned per kamp.
Barkley var desuden en habil playmaker. Han vidste hvor hans holdkammerater var henne, og tøvede sjældent med at opgive bolden, hvis en af dem havde løbet sig selv fri.
I min bog, er Barkley side-om-side med Karl Malone som historiens andenbedste power forward. Malone var en bedre defensiv spiller, men Barkley var simpelthen mere eksplosiv og kunne oftere løfte et hold op på sine skuldre og bære dem gennem hårdere kampe, end Malone kunne.
Anonym
18. jan, 2012
Tak for svaret
Nas
18. jan, 2012
Men vil du virkelig mene at Barkley var bedre end Kevin Garnett?
Kevin Garnett var jo en defensive player of the year kandidat mange år i Ligaen og en af de bedste forsvarsspillere i mange år.
Barkley var en lidt bedre score, men KG er en rigtig god passer, han ser banen fantastisk og finder lynhurtigt afleveringsmulighederne fantastisk for en bigman han snittede fx 6 assist i en sæson.
Hvad er det for dit synspunkt der gør at han ikke er der oppe.
Morten Stig Jensen
18. jan, 2012
Kigger vi på all-around spil, er Garnett bedre. Men der er én ting han altid har manglet, som Barkley havde et ton af: Offensiv aggressivitet.
1. Free throw forsøg per kamp
Garnet: 4.7
Barkley: 8.1
2. True Shooting Percentage:
Garnett: .549
Barkley: .612
Hvad der lige akkurat separerer Garnett og Barkley er det faktum, at Garnett sjældent tog over offensivt når det var nødvendigt. Det gjorde Barkley, og endda mere effektivt som bevist ovenover. Man kunne konstant gå til Barkley, og forvente et skud af høj kaliber da hans træfsikkerhed var absolut elite. For at sætte det i et større perspektiv: Barkley er statistisk set en mere effektiv scorer end Michael Jordan, Kobe Bryant, LeBron James, Karl Malone, samt en del andre kendte scoringsmaskiner. Hvad der gjorde den effektivt yderligere imponerende, var det faktum at han gjorde det gennem ekstrem høj volume.
Sagt i andre ord: Hvad Garnett tilbyder defensivt, udgør efter min vurdering ikke det Barkley tilbyder offensivt, hvor han var en af spillets absolut bedste nogensinde. Men igen, det kommer an på hvad man foretrækker.
Man kan så argumentere om hvad man rent personligt foretrækker. For min side, foretrækker jeg Barkley grundet den sidstnævnte egenskab.
Nas
27. jan, 2012
Nu når du vægter offensiv aggresivitet så højt hvorfor er Barkley ikke din nr 1?
Morten Stig Jensen
27. jan, 2012
Fordi man ikke kan komme udenom Tim Duncan. Manden var en mester på begge ender af banen og kunne løfte sit hold til hver en tid. Han vandt sin første ring med en 33-årig David Robinson ved sin side og spillere som Avery Johnson og Sean Elliott i San Antonios starting line-up. Det siger allerede der en del om hans værdi.
Med hensyn til Garnett, skal hans mesterskab i Boston heller ikke kritiseres. Men det skal nævnes, at han vandt den ring med Paul Pierce, Ray Allen, Kendrick Perkins og Rajon Rondo – En samling af talenter Barkley aldrig nåede at have på sine hold, udover det yderst aldrende Houston Rockets hold med Hakeem Olajuwon og Clyde Drexler, hvor det var for sent at gøre noget ved det.
Duncan vandt fire titler som den primære spiller, selvom Tony Parker hev Finals MVP-prisen i hus i 2007. Duncan er generelt kendt for at træde op i slutspillet og levere en forhøjet indsats, og det scorer han mange points på i min bog. Hans offensive aggressivitet har desuden altid været bedre end Garnetts. Grunden til den ikke springer i øjet, er måden hvorved han påfører den. Bankshots, små spin-moves under kurven, trække fejl, osv. Det er slet ikke så flashy som hvordan Barkley gjorde det, men absolut ligeså effektivt.
I bund og grund, hvad jeg straffer Garnett for her er egentlig én af hans styrker. Han var for uselvisk. Alt for få gange påtog han sig byrden af at smide holdet på ryggen og score 35-40 når det var nødvendigt. Det er også det der differentierer ham fra en spiller som Larry Bird, der faktisk delte spillestil med Garnett i form af altid at finde den åbne mand. Men var kampen tæt, var der ikke nogen anden spiller der fik den bold i hænderne end Bird. Hverken i Minnesota og i Boston var det sagen for Garnett. Sam Cassell og Terrell Brandon tog størstedelen af de afsluttende skud i Minnesota, og i Boston har det job ligget primært hos Pierce og Allen.
Garnett i rollen som playmaker for andre, var bedre end både Barkley og Duncan og stort set alle andre power forwards i historien. Men Garnett som clutchspiller, scoringstrussel og alpha-han ligger betydeligt langt længere nede på listen og de tre ting tæller (i min bog) mere da det er kvaliteter der skal anvendes i playoffs.
En afsluttende kommentar til Barkley: Havde Phoenix Suns mødt et andet hold end Chicago Bulls i finalen, havde de vundet. Men de mødte Michael Jordan da han var på sin absolut fysiske top og mest dominerende i sit spil, nogensinde. Det tog Jordan et snit på 41.0 points, 8.5 rebounds og 6.3 assists for at slå Phoenix ud i seks kampe. Sæt Garnett på det hold i stedet for Barkley (der gennem den serie endda døjede med en dårlig albue) og de bliver taget i fire kampe, efter min mening.
Barkleys linje mod ligaens andenbedste defensive klub: 27.3 points, 13.0 rebounds, 5.5 assists.
Jakob Østergaard
27. jan, 2012
ownage. så bliver det ikke bedre sagt end det.. fuldstændig enig.
Morten Stig Jensen
27. jan, 2012
Hr. Østergaard,
Der er ikke snak om ”ownage”. Det er simpelthen et spørgsmål om to mennesker der ikke har samme syn på én sag, hvilket er præcist det der gør NBA så interessant. Man kan dreje og twiste det på en milliard måder og ud fra det danner man sig personlige præferencer. Det kan man for eksempel ikke så meget i baseball, hvor det er ekstremt individuelt. Når en spiller stiller sig op for at slå, så er det ham og ham alene der præger spillet.
Delte meninger er altid velkommen til siden her, så længe man snakker til hinanden pænt og sobert.